Cookies 🍪

Denne side bruger cookies, der kræver samtykke. Lær mere

På tværs af Europa, har vi et godt samarbejde mellem de zoologiske haver.

Når en zoo står med et eller flere dyr i overskud, så vil en anden zoo ofte overtage. På den måde påvirker zoologiske havers dyrehold ikke de vilde bestande, og dyrene er vant til et liv i fangenskab med mennesker omkring sig.

Så selvom mange af dyrene i Skærup Zoo har rødder i Afrika, Sydamerika eller Asien, så kan de være født i Tyskland, Tjekkiet eller måske Danmark.

Det betyder også, at når vores dyreunger bliver voksne, så vil de typisk flytte til en anden zoologisk have et sted i Europa og nogle gange endnu længere væk.

Da alle zoologiske haver har en interesse i at modtage og aftage dyr, så er der heller ikke penge involveret, når et dyr flyttes fra en park til en anden foruden transportomkostninger og lignende.

Med mange individer af mange forskellige dyrearter fordelt i mange parker rundt i Europa, er det også nødvendigt, at nogen holder styr på bestandene. Derfor indgår mange arter i avlsprogrammer. Disse programmer kaldes EEP (EAZA Ex Situ Programmes).

Over 500 dyrearter er tilknyttet en EEP i det europæiske zoosamarbejde. Hver EEP styres af hver sin koordinater. Koordinatoren har overblikket over en arts samlede bestand i de europæiske parker og ved hvilke parker, der har hvilke individer. Derved undgår man bl.a. indavl ved at sikre sig, at dyrene ender der, hvor der er færrest af deres gener repræsenteret.

På den måde kan vi opretholde sunde bestande i fangenskab, hvilket er vigtigt for dyrenes trivsel. Særligt vigtigt er det for de truede og sårbare arter, hvor bestandene i fangenskab kan ende med at spille en vigtig rolle i arternes overlevelse.