Cookies 🍪

Denne side bruger cookies, der kræver samtykke. Lær mere

Mens den hvide sne dalede i januar, blev der endnu engang født sorte jaguarkillinger i Skærup Zoo

Selvom det nu er tiende gang, at der fødes jaguarkillinger i Skærup Zoo, så er glæden ikke blevet mindre. Den 18. januar, mens parken var lukket for vinteren, fødte jaguarhunnen, Caro et kuld på to unger. En han og en hun. Kort tid inden zoo åbnede op for sæson 2024, begyndte de to små at bevæge sig ud i udeanlægget sammen med mor og far. Og her et par uger inde i sæsonen er ungerne allerede blevet et stort hit både blandt gæster og personale i Skærup Zoo.

Med de to nye skud på stammen, så er det igennem tiden blevet til hele 18 jaguarkillinger fordelt på 10 kuld i Skærup Zoo. Denne gang ligner ungerne nok mest deres far. For mens Caro selv er plettet som de fleste jaguarer, så er begge unger sorte ligesom hannen, Carlos. En sort jaguar kaldes også en panter, og i naturen er det kun en lille procentdel af jaguarbestanden, som er pantere. Over årene har vi haft både plettede og sorte unger i Skærup Zoo, men denne gang blev det altså til to sorte killinger. 

På trods af at jaguarer i naturen typisk færdes alene, så har vi i Skærup Zoo altid haft stor succes med at holde jaguarparret Carlos og Caro sammen som par året rundt. Det er ingen undtagelse når der unger, hvor hele familien nyder godt af hinandens selskab.

Vi vælger at holde jaguarerne sammen, da det er med til at kompensere for nogle af de mangler, der naturligvis vil være for et dyr i fangenskab. I løbet af dagen beriger jaguarerne hinanden med leg, kærtegn og småskænderier når der fodres. Det er alt sammen med til at skabe uforudsigeligheder og stimuleringer i dyrenes hverdag. På samme måde er yngelpleje også en naturlig aktivet for de fleste pattedyr. Derfor ser vi det som en vigtig del af dyrenes trivsel og velfærd, at de får lov at få unger, som de kan passe og pleje.    

Carlos og Caro er henholdsvis 16 og 17 år, og i naturen bliver jaguarer sjældent mere end 15 år gamle. Men på trods af at være oppe i årene, så synes det erfarne forældrepar stadig at have overskud til leg og drillerier med de to små, hvilket du også kan være heldig at opleve på et besøg i Skærup Zoo. De ses dog også ofte flade ud på en af anlæggets mange platforme, som katte gør det bedst, mens killingerne tumler rundt på egen hånd.

Ungerne kan opleves i Skærup hele sæson 2024, men på sigt bliver de for store til at blive boende hos forældrene her i parken. Ligesom mange af deres søskende før dem, så er vi allerede i fuld gang med at finde dem et nyt hjem i en anden zoo ude i den store verden. Vi har igennem tiden sendt jaguar til steder som Martinique, Filippinerne, Holland, Tjekkiet og endda Randers Regnskov. Jaguarbestanden er på tilbagegang i naturen, og derfor er det vigtigt at kunne opretholde en sund bestand i fangenskab, hvilket vi er stolte af at kunne bidrage til her i Skærup Zoo.

Hvis du også vil opleve jaguarkillingerne mens de er små, så kom forbi Skærup Zoo snart!

Entrepriser 2024

Dagsbillet

Dagsbillet

  • Voksen 150 kr.
  • Senior (+65 år) 140 kr.
  • Børn (2-13 år) 80 kr.
  • Børn (under 2 år) Gratis adgang
Årskort

Bliv dyrenes bedste ven – få fri adgang hele sæsonen med årskort

  • Voksen 290 kr.
  • Barn 150 kr.
Gruppebillet

Gruppepris (min. 20 personer)

  • Voksen 130 kr.
  • Barn 70 kr.